Selvom Tyrkiet og Rusland har forskellige strategiske prioriteter i den syriske konflikt, er de begge blevet til vitale aktører. Istanbul-topmødet mellem Tyrkiet, Rusland, Frankrig og Tyskland i sidste måned beviser dette punkt. Istanbul-topmødet er meget mere kritisk med hensyn til at afsløre disse to aktørers vitale position i den syriske krise frem for topmødets resultat.
Selvom topmødet blev initieret og organiseret af Tyrkiet, bør vi overveje, hvordan det blev gjort muligt. Selvom analyserne, der kom i 2016, hævdede, at Tyrkiet havde mistet sin indflydelse i den syriske krise, er det nu det modsatte. Hovedårsagen til Tyrkiets transformation til et nøgleland kan forklares ud fra flere faktorer. Den mest effektive blandt disse er Tyrkiets direkte militære involvering i den syriske krise.
Tyrkiet foretog sit første militære træk med Eufratskjolddrift. Med denne operation eliminerede Tyrkiet ikke kun Daesh-truslen, men forhindrede også PKK i at konsolidere mere magt i regionen. Tyrkiet beviste også sin kapacitet til at tage flere militære aktioner i Syrien og gjorde det muligt for den militære opposition at reorganisere sig.
Tyrkiets andet store skridt var at fortsætte med at støtte oppositionsgrupperne, da de var ekstremt uorganiserede, mistede magt og plads mod regimet, og endnu vigtigere, da de var isoleret på regional skala. Gennem succesen med Eufratskjoldoperationen og aftalen indgået med Rusland, blev de foranstaltninger, der blev truffet mod PKK i Afrin har konsolideret Tyrkiets gevinster på et mere strategisk niveau.
Afrin Operationen giver to væsentlige resultater: Det første var at afsløre, at PKK's tilstedeværelse i det vestlige Eufrat var uholdbar og at organisere den væbnede opposition under dens kontrol. Den anden var at udvikle en unik forholdsmodel med Rusland, og USA Tyrkiet har forvandlet sig til en kritisk aktør for Rusland, samtidig med at det styrkede sin position i Syrien gennem Astana-processen.
På den anden side holdt Tyrkiet militære muligheder på bordet ved at følge en strategi imod USA's PKK-holdning. Derfor er Tyrkiet blevet en kritisk aktør for Rusland i forbindelse med løsningen af Syrien-krisen og for USA i PKK-sagen i det østlige Eufrat. Denne strategi har gjort det muligt for Tyrkiet at opnå gevinster i forholdet til disse to aktører. Tyrkiet løste Idlib-problemet efter Sochi-forsoningen med Rusland og fjernede PKK fra Manbij, mens det overtalte USA til at etablere kontrol over regionen sammen med Tyrkiet og lokale elementer.
Et af Tyrkiets mest kritiske tiltag var at tage det militære og politiske initiativ til at løse problemet Idlib problem. Således forhindrede Tyrkiet i Idlib regimet i at organisere en massiv operation og fremkomsten af en ny flygtningekrise. Dette skridt placerede Tyrkiet mere fremtrædende i den syriske krise og vigtigst af alt, har legitimeret dets position i øjnene af sekundære aktører som Frankrig og Tyskland. Derudover tog Tyrkiet et meget vanskeligt ansvar for at eliminere radikale grupper i Idlib og styrkede sin militære position i regionen.
Topmødet i Istanbul kom i forgrunden som et konkret resultat af Tyrkiets resultater takket være dets række af vellykkede militæroperationer i det nordlige Syrien og effektive diplomatiske initiativer i Idlib.
Istanbul-topmødet kom i forgrunden som et konkret resultat af disse resultater. Gennem inddragelsen af Tyskland og Frankrig til topmødet sikrede Tyrkiet både rekonsolidering af dekonfliktzonen og våbenhvilen i forbindelse med Astana-forhandlingerne og diplomatisk positionerede Berlin og Paris mod Moskva. På den måde forstærkede Frankrig og Tyskland, som havde stor gavn af Idlib-aftalen, deres støtte til aftalen. Selvom Putin gentagne gange sagde, at Idlib-aftalen er midlertidig, har Tyrkiet internationaliseret den politiske konsensus i Idlib som en model for den politiske løsning af den syriske krise.
Nu venter Tyrkiet på USA's PKK-træk. Hvis USA ikke opgiver sin nuværende strategi vedrørende PKK/PYD, så virker et militært engagement i det østlige Eufrat meget sandsynligt.
Umiddelbart efter Istanbul-topmødet så vi, at Manbij-aftalen blev gennemført i praksis mellem USA og Tyrkiet som planlagt. På det tidspunkt afgav Tyrkiet et militærsignal mod PKK i det østlige Eufrat. Nu vil Tyrkiet dog vente på USA's PKK-tiltag. Hvis USA ikke opgiver sin nuværende strategi mod PKK/PYD, så vil et militært engagement opstå som en stor mulighed i det østlige Eufrat.
Topmødet i Istanbul har muligvis ikke givet et resultat endnu. Hvordan Tyrkiet er nået frem til dette topmøde er dog vigtigere end resultaterne. Det er sandsynligt, at Tyrkiets militære tilstedeværelse i felten, dets tætte forbindelser med oppositionsgrupperne, den forbindelse, det har opbygget mellem Rusland, Europa og USA's forbindelse og dets evne til at gøre brug af disse forbindelser i felten, gør Ankara til en af de vigtigste adresser i den politiske løsning af den syriske krise. Efterhånden som Tyrkiet reagerer på den skiftende dynamik på jorden, bliver det en væsentlig spiller i det geopolitiske spil i Syrien. At følge en afbalanceret udenrigspolitik vil yderligere styrke Tyrkiets resultater.
